Folkene bag Jydefestkomiteen 2014 har en artig overraskelse i baghånden til de mange der besøger Jydefesten i Kristi Himmelfarts ferien.
Johnny Logan kommer igen til Sdr. Omme. Lørdag aften den 31. maj optræder han med sit 7 mands store orkester til den store festaften, som i år er flyttet fra teltet ind i hallen i Sdr. Omme Idrætscenter.
”Vi håber og tror på at det bliver et brag af en fest, når vi igen kan byde velkommen til Johnny Logan”, fortæller Thomas Larsen fra Jydefestkomiteen, som ikke er bleg for at skyde på at der bliver fuldt hus i hallen, idet man udover Johnny Logan har sikret sig det populære orkester ”Den røde tråd” som mange kan huske fra Tøsefnidder arrangementet på kroen og fra koncerten ved åen. Begge steder satte de gang i publikum, så der venter publikum en forrygende aften i Sdr. Omme.
Der bliver også mulighed for at snakke tysk denne aften. Flere af Johnny Logans fans fra bl.a. Tyskland har på nettet set at han optræder i Sdr. Omme, og de har allerede bedt om at få lagt billetter til side til koncerten.
Billetterne sælges fra 10. februar i Den Jyske Sparekasse.
Læs mere om Jydefesten 2014 i Lyngposten.