De tre bærende roller som Arnold, Benny og Susan Himmelblå spilles af henholdsvis Brian Andersen (t.v.), Jacob Vedsø (t.h.) og Helene Dahl Kruse.

I Skarrild er der i disse dage liv i Kultur- og Idrætscenteret, hvor SMUK teater øver på højtryk til denne vinters musical Midt om Natten, der spilles i uge 5.
Sange og replikker er velkendte blandt størstedelen af den danske befolkning, hvor filmudgaven af Midt om Natten fra 1984, må betragtes som folkeeje.
SMUK teaters 25 skuespillere gør deres bedste for at blive klar til uge 5, hvor de vil underholde med skuespil, sang, dans og forhåbentlig indfri nogle af de forventninger publikum har til en så velkendt fortælling.
”En amatørforestilling og Hyldest til Kim Larsen” er overskriften på plakaten for årets musical i Skarrild. En af de største danske kunstnere gennem tiderne og en mand, der efterlader den danske sangskat en hel del rigere.
SMUK teater ønsker med årets forestilling at hylde manden, musikeren og kunstneren Kim Larsen.
Debutant i hovedrolle
Især de uadskillelige venner Benny og Arnold, der har fulgtes ad gennem hele livet, og så selvfølgelig købmandsdatteren Susan Himmelblå huskes fra filmen Midt om Natten.
Til at spille de tre centrale roller har SMUK teater fundet tre dygtige skuespillere:
Benny spilles af Jacob Vedsø fra Spjald. Jacob er et af de nye ansigter, der kan opleves i stykket, når han for første gang går på scenen i Skarrild. Jacob mødte op til audition i foråret og gjorde stort indtryk på instruktør John Eg Pedersen.
- Det er en af de store fornøjelser ved at have opgaven som instruktør, når man engang imellem får lov at opleve en audition, hvor man efter første møde med en person sidder tilbage og tænker: ”Ham eller hende der må vi bare have med”. Jacob kan spille skuespil, og det får publikum at se i Midt om Natten, men han kan også noget misundelsesværdigt, når han synger – hans indlevelse er fremragende, og det fik vi til audition lov at opleve, da Jacob sang Kim Larsens Langebro for os. Det er godt nok ikke en af sangene i musicalen, men glæd jer til nogen af de andre sange, han vil servere for jer!
Brian spiller Arnold
I rollen som Arnold ses en scenevant herre, Brian Andersen fra Thyregod, som hos SMUK teater er en god gammel kending. Sidste vinter kunne Brian opleves i rollen som Celestin og Floridor, da Frøken Nitouche løb af stablen.
- Brians erfaring på en scene er større end de flestes og et år som i år, hvor vi har ret mange nye dygtige skuespillere med på holdet, er det trygt at have Brian med i en af de bærende roller. Samarbejdet imellem Brian og jeg har efterhånden en hel del år på bagen og han er om nogen ”det sikre kort” at smide på bordet. Jeg glæder mig til at se Brian i rollen som Arnold, og publikum kan trygt gøre det samme, siger John Eg Pedersen.
Helene Dahl Kruse fra Varde, er endnu et af de nye skud på stammen hos SMUK teater; hun kan opleves i rollen som Susan Himmelblå. Sammen med Jacob og Brian vil Helene være en del af gennemgående trekantsdrama, der udspiller sig på scenen. Hun har det dejligste smil, der virkelig fremhæver hendes øjne – hvilket vel også forventes af en Susan Himmelblå - og så er hun en dygtig og erfaren skuespillerinde og sanger.
Et godt match
Ingen af de tre skuespillere kendte hinanden, før øveforløbet startede, men instruktøren så tidligt i forløbet, at de var et godt match.
- Det er altid spændende med de skuespillere, der skal spille overfor hinanden i store dele af en forestilling. Især når jeg som instruktør kun har oplevet dem hver for sig. Med Jacob, Brian og Helene gik det ret hurtigt op for mig, at de udover at passe godt ind i rollerne også var rigtig gode sammen. Der gik ikke længe, før kemien indfandt sig, og de ligner nogen, der har det rigtig sjovt med at spille skuespil sammen. Den oplevelse håber og tror jeg også, publikum vil få med sig hjem, vurderer instruktøren.
Ny kvinde i førersædet
Til at holde overblikket op til en musical som Midt om Natten har SMUK teater i denne sæson overladt tøjlerne til Kia Kjærsgaard, der som projektleder samler trådene for, hvad der sker bag kulisserne. Kia er opvokset i Skarrild og bor i dag i Sdr. Felding ikke langt fra barndomsbyen. At hun er opvokset i byen, hvor hele opsætningen finder sted, ser Kia selv som en fordel.
- Jeg har jo været en del af teatermiljøet i Skarrild i mange år efterhånden. Det må efterhånden være 13 år siden jeg første gang var at finde på scenen, da Arne Jørgensen som instruktør opførte Ebberød Bank, og siden da har jeg blandt andet været en del af lysholdet. Så jeg kender mange af de personer, der har været med i årenes løb og alle de mange skønne mennesker, der hvert år hjælper os med alt det praktiske. Uden alle de frivillige kræfter, der knokler for os med alt lige fra scenebyggeri til teknik, sminke og barpersonale, ville det kort sagt ikke være muligt at opføre musicals af den størrelse vi gør, men i Skarrild er opbakningen fra de lokale helt vidunderlig – og det er vi utroligt taknemmelige for.
Om arbejdet, der er lagt i forberedelserne både på og bag scenen, er det hele værd, kan man selv komme og opleve i uge 5, når SMUK teater opfører Midt om Natten i Skarrild/Karstoft Kultur- og Idrætscenter.